Sculpture Network

Sculpture Network inviterer til Start’19, den årlige internationale fejring af tredimensionel kunst. Igen i år arrangerer billedhuggerne Helle Rask Crawford og Malene Bjelke Start’19. Denne gang i samarbejde med Nationalmuseets Skulpturværksted og Dansk Billedhuggersamfund.
Søndag, 27. Januar 2019, fra kl. 11.00, Skulpturværkstedet på Nationalmuseet, Brede Værk, I.C. Modewegs vej, 2800 Kongens Lyngby.
Den 27. januar fejres tre-dimensionel kunst samtidigt 70 forskellige steder i 21 lande. Sculpture Network, som er baseret i Tyskland koordinerer dagen. Der er åbne døre i kunstneres værksteder, på gallerier, på museer, på kunstakademier og i støberier. Denne dag kan man komme på et sjældent besøg i Skulpturværkstedet på Nationalmuseet, Brede Værk ved Mølleåen.
Skulpturværkstedet restaurerer større skulpturer og andre genstande i metal fra kulturhistorien i Danmark og i udlandet. På værkstedet er der således altid mange spændende ting at se på. https://natmus.dk/
konservator Eva bøje Nielsen, chef for Bevaringsafdelingen for Bygning og Inventar på Nationalmuseet, fortæller om afdelingens forskellige arbejdsfelter og de kulturskatte, der lige nu konserveres. Skulpturværkstedets tekniker, Michel Malfilâtre viser rundt og Nationalmuseets fotoelev Jenny Sundby dokumenterer dagens begivenhed.
I de rummelige værksteder udstilles på denne dag nutidige skulpturer i samarbejde med bl.a. Dansk Billedhuggersamfund. De 24 udstillende billedhuggere vil fortælle lidt om deres værker, og Simone Aaberg Kærn laver 3D-performance.
I dagens anledning er der tændt op i essen og man kan se og prøve smedning i jern.
Årets mange værtssteder forbindes af en online instagram foto-væg, hvor der under
arrangementet uploades billeder fra de forskellige arrangementer rundt omkring i verden, så man kan følge med i realtid.
Sculpture Network er en non-profit organisation med base i Tyskland. Netværket arbejder for at støtte og udbrede forståelse for skulptur. Hvert år siden 2010, har professionelle billedhuggere, kunstinteresserede, kuratorer, kritikere, samlere, gallerister og arkitekter, der er fascinerede af 3-dimensionel kunst mødtes på samme dag forskellige steder i verden i skulpturens navn.